“Nothing of me is original. I am the combined effort of everyone I’ve ever known.”
Chuck Palahniuk
I dag ser jeg at veien til å leve i harmoni - både med meg selv
og mine omgivelser - er å anerkjenne at jeg bærer med meg et sett med erfaringer, som på godt og vondt har preget meg. Det å leve livet; alt vi gjør, tenker, føler, sanser osv., setter ubønnhørlig sine spor. I oss alle. Som minner. Noen er gode, positive, andre er bare... minner; nøytraliteter, og atter andre oppleves som negative, forferdelige. Alle disse minnene setter seg fast i kroppen - uansett om de er positive
eller negative - og kanskje viktigst: om de er positivt eller negativt ladet av en selv!
For å komme videre i livet mitt, har det for meg vært nødvendig å stå ansikt til ansikt med mine smertefulle minner. Det har vært - og er fremdeles - en vond prosess. Det er tøft å møte det lille, sårbare barnet jeg engang var, hun som med sin smerte, sorg og vrede, innimellom også styrer mine følelser den dag i dag.
Men jeg tror at for å bli et helt menneske, og kunne leve på egne premisser, må man prøve å lege de sår som barndommens vonde følelser engang skapte. Vi må lære å håndtere vrede, overreaksjoner og vanskelige forhold til medmennesker og å ikke legge skjul på våre innerste ønsker og hensikter. Man må finne tilbake til det rene, uskyldige mennesket man engang var, upåvirket av alle negative minner, og vi må tillate oss selv å kjenne på at dette mennesket virkelig finnes. Det er der inne i oss, helt uten påvirkninger av de oppfatninger og vedtatte sannhetene vi har vokst opp i og blitt indoktrinert med.
Ha en fin dag.
Med vennlig hilsen
Janna
Det var et tankevekkende blogginnlegg, Janne. Kloke tanker du deler. Jeg tror på å slutte fred med seg selv, godta at man har gode og dårlige sider og egenskaper. Man må løfte fram alle de positive verdiene en har og akseptere at en er god nok. Tror det er viktig å se etter de positive sidene ved livet, og tenke at alt har formet meg som menneske, også de dårlige erfaringene man har opplevd. Jeg opplever i alle fall at jeg har det mye bedre med meg selv nå enn på mange år. Kanskje jeg bare er blitt eldre og klokere? ;) Klem fra Eva Annie
SvarSlettDet kan være svært at sætte ord på, men jeg kender mig selv igen i meget af det, du skriver. Ingen tvivl om, at du har valgt at stå ansigt til ansigt med utrolig svære erkendelser, men jeg er sikker på at healingen finder sted gennem at turde erkende og være med det, hvor svært det end kan synes.
SvarSlettDet er helt utrolig, hvad vi gemmer på af sorger, skam og dårlig samvittighed. Vi bærer vores barndom og alle nederlagene rundt med os, selvom vi ikke er bevidste om det. Og ikke alle mennesker får lejlighed (eller ønsker) at gøre op med alt det, der har tynget og stadig gør det. Som du beskriver det, vi er ofte ubevidst drevet af følelser, tankemønster og så videre, som begrænser os og gør os ulykkelige.
Jeg er enig med dig i, at for at blive et helt menneske, som kan og tør leve på egne præmisser, må man konfrontere det onde og se det i øjnene for hvad det er. På min egen rejse er jeg faktisk blevet meget forbavset over, hvad der dukker op - også af gode ting. Er det sådan, jeg egentlig er, er det virkelig min inderste drøm? Og at møde mit indre barn og virkelig mærke hendes glæde ved at skabe og fortælle eventyr (som jeg gjorde som barn) har jeg indset, at det stadig er det, der gør mig glad. Så jeg prøver at finde det rene, uskyldige indre barn frem igen og se hende gennem nye øjne og uden linser, der er farvet af alt det, jeg senere lærte og fik påskrevet. Og jeg oplever, i glimt, den rene glæde igen så klar som solen på en sommerdag og så glædelig som noget, jeg end ikke turde drømme om.
Jeg ønsker dig fortsat held, lykke og kærlighed på din rejse. Tak fordi du deler. Stor klem, fine Janna.
Vi har alle sammen en historie, men vi er ikke vores historie, nødvendigvis. Selvfølgelig er der fakta, vores forældre er vores forældre, vores søskende er vores søskende, ligesom resten af familien ligger fast. Så er der vores opvækst, de rammer vi er opvokset i og de omstændigheder vi har været en del af i vores hverdag, miljø, sociale relationer mm. Det er der vi bliver formet både positivt og negativt. Alt efter hvordan hverdagen formede sig for os, hvilke venner vi plejede omgang med, osv.
SvarSlettDer ligger meget gemt der for mange. Der er megen smerte der kan trænge til at blive bearbejdet. Meget af det der var vores oplevelser dengang i vores opvækst, har jo formet os til den vi er i dag. Nogle var måske genstand for stor opmærksomhed og kærlighed i barndomshjemmet, andre var måske ikke genstand for den store opmærksomhed eller kærlighed. Så er spørgsmålet om vi i vores opvækst, kan blive genstand for for megen opmærksomhed, kan vi bliver overstimuleret af kærlighed fra vores forældre?
Lærer vi bedre i livets skole ved at møde modgang i vores opvækst?
Der er mange måder at blive modnet som menneske, der er mange sår der skal bearbejdes, ikke kun de fysiske, men så sandelig også de mentale.
Så er spørgsmålet om vi vil tillade vores fortids smerte at blive til lidelse her i vores voksen liv?
Vi bærer jo alle rundt på vores lille sårbare indre barn, eller hvem er det der gør det sårbart?
Vi er født i kærlighed, og vi indeholder så megen kærlighed, vi kan faktisk ikke miste den kærlighed vi er født med, men vi kan mindske dens betydning, ved at lade vores smertens oplevelser vokse sig så store, at de bliver til lidelse.
Så åbner vi hanen helt op for begrænsninger i vores liv. Vi begrænser vores indre kærlighed i at komme til udtryk, og fravær af kærlighed til os selv, giver frygten mulighed for at få overtaget i vores hverdag. Så er den dårlige spiral skabt med, "er jeg nu god nok, hvorfor går det altid galt for mig."
Væk med alle de negative grå skyer i vores liv. Ovenover skyerne er himlen altid blå, bag negativt selvværd sidder vores kærlige indre barn, klar til at erobre hverdagen i en positiv og kærlig atmosfære.