mandag 3. mars 2014

Om hva som former en...

Kroppen har vært så vond at jeg såvidt 
har klart å kreke meg over gulvet. 
Jeg har hatt vondt i magen. 
Jeg har hatt vondt i hodet. 
Jeg har hatt vondt i sjela. 
Jeg har skammet meg. 
Jeg har følt meg liten, 
rar, usikker, 
sårbar...
 Jeg har store deler av mitt voksne liv levd med en til tider overveldende lyst til å bare slippe kontrollen, bare leve helt og fullt, slippe strevet, slippe å prøve å gjøre alt perfekt. Men hvordan skulle jeg gjøre det? Det var jo det jeg var oppdratt til å være:
en snill og flink pike... 

Og det var jeg. I mange år var jeg en meget snill og meget flink pike, en snill og flink ung jente, en snill og flink voksen dame. Men ikke en ubekymret, lykkelig en. Jeg var altfor alvorlig, altfor ansvarsfull, altfor tenksom, altfor bekymret. 

Jeg vokste opp med to yngre brødre, en far som på grunn av jobben var svært fraværende, og en mor som var kronisk syk. Hun var borte i lange og mange perioder fordi hun lå på sykehus. 39 år gammel fikk hun på toppen av det hele kreft. Da var jeg ti år. I årene som fulgte, utviklet jeg en trang til å undertrykke mine egne behov og følelser, jeg prøvde istedet å gjette mors følelser, gjette hennes ønsker og behov. Ville komme henne i forkjøpet, for å dempe hennes smerter, for å avlaste henne i alt det daglige. 

Det var som om jeg levde med en stor sorg hengende som en skygge over hodet i mange, mange år. Mamma døde da hun var 64 år, men i 25 år hang denne skyggen over meg, over vår lille familie. 

Sorg gjør noe med deg som menneske, og jeg har i arbeidet med å bli kjent med meg selv, skjønt at jeg i mine barndomsår og tidlige ungdomsår utviklet en skyldfølelse i forhold til egne preferanser og følelser, og at jeg mistet kontakten med meg selv, mine ønsker og behov. Istedenfor å utvikle min egen personlighet, den jeg var og det jeg interesserte meg for, ble jeg opptatt av hvordan jeg burde eller skulle være i forhold til andres krav og forventninger. Jeg ble superflink til å være flink, men dårlig på å kjenne etter på hva som var/er bra for meg selv. Dersom jeg en sjelden gang fulgte opp impulsen til å følge egne ønsker eller egne innskytelser, fikk jeg en overveldende dårlig samvittighet. 

Jeg ser at den grunnleggende ideen i mitt hode, var at jeg kun var verdifull dersom jeg oppførte meg ”korrekt” eller presterte i tråd med andres forventninger. Dermed ble mine barndom- og ungdomsår en evig lang oppgave i å prestere for å være verdifull, og hvis jeg ikke presterte perfekt, fikk jeg en følelse av å være verdiløs. Arbeid og plikter kom foran alt annet.

Jeg har innsett at mye av dette er sannheter for meg den dag i dag. Men jeg jobber med saken, og jeg er stolt over å kunne si at jeg er i ferd med å fri meg fra skammen, at jeg er gladere, helere...  ja, til og med lykkelig!

Ha en fin ny uke, dere òg.
Med vennlig hilsen
Janna 

9 kommentarer:

  1. Så vond lesing at du har hatt det så vanskelig i dine tidligere år... Det er noe med å finne seg selv, rette opp ryggen og tillate seg å være dem man egentlig alltid skulle ha vært og det er i alle fall bedre sent enn aldri. Lykke til i din streben og husk at du er verdifull!

    SvarSlett
  2. Kjenner meg godt igjen ,har opplevd nesten det samme.Godt at du nå greier å gjøre noe med det, for det fortjener du.Men jeg vet ikke hvordan det skal skje. Masse lykke til videre :)

    SvarSlett
  3. Du er ei tøffa!!
    Kunne ha skrevet et innlegg selv om mangt og mye..men nøyer meg med å sende en god klem til deg!!

    SvarSlett
  4. For det første, tusind tak fordi du deler. Din sårbarhed, din skam og alt det svære. Jeg tror, at mange kender sig selv igen, på deres måde selvfølgelig. Og jeg er ingen undtagelse!

    Jeg skjønner at dette er noget af det svære på din rejse. At anerkende og acceptere og derfra at skabe varige forandringer. Du er tøff. Også fordi du så ærligt deler.

    Stor klem og god rejse videre, jeg flyver et sted på himlen sammen med dig ...

    SvarSlett
  5. Sikken styrke du er i besiddelse af Janna. Jeg er sikker på at mange mennesker her, eller har haft det på samme måde på tidspunkter af deres liv. Det er svært at bevare kontakten til os selv, og at gøre det vi virkelig føler for, fordi vi i generationer har fået at vide at det virker at det virker egoistisk. Men sagen er jo, at ydmyghed ikke er at tænke mindre om os selv, men mindre på os selv. Hvis vi ikke giver os selv plads, kærlighed og omsorg, så vil vi have svært at finde kræfter og tro på at vi har overskud til at gære noget for andre.
    Fru Tunheim har jo ret, vi er alle værdifulde.
    Klem til dig fra Danmark.

    SvarSlett
  6. Kjære Janna!
    For et utrolig flott og åpent innlegg! Jeg får så lyst til å stikke innom og si "hei, nå tar vi en kopp eller et glass og så bare snakker og ler vi og er oss selv". Du er ei fantastisk dame, som med din livsvisdom har masse å gi til andre. En livsvisdom som er dyrkjøpt, men verdifull. Gleder meg til å være mer i din svære. God klem, flotte du! :-)
    Eirin

    SvarSlett
  7. Dette var et velskrevet innlegg om livets "mørke sider". Det traff meg midt i hjertet. Til tross for sorg, skam og flink pike handlinger - er erfaringen noe som gjør mennesker til hele mennesker - som gjør oss til oss :) Jeg har fulgt bloggen din en stund, jeg er bare litt dårlig til å kommentere.

    Fin blogg i alle fall :)

    Ha en fin kveld og en fin fortsettelsen på uken!

    SvarSlett
  8. Wow er bra å være tilbake med eksen min igjen, takk Dr Ekpen for hjelpen, jeg vil bare gi deg beskjed om at du leser dette innlegget i tilfelle du får problemer med kjæresten din og fører til skilsmisse og du ikke Ønsker skilsmissen, er Dr Ekpen svaret på problemet ditt. Eller du er allerede skilsmisse og du vil fortsatt at han / hun skal kontakte dr. Ekpen stavebeslåingen nå (ekpentemple@gmail.com), og du vil være glad for at du gjorde det

    SvarSlett